4.2Gode råd til præsentationer

Det er naturligvis vigtigt, at præsentationen er tilgængelig for tilhørere, og derfor er der en række punkter, som er gode at tage højde for, hvis der blandt tilhørerne er en person med synshandicap.

Præsentation:

  • Uddel handouts før præsentationen. En side per slide.
  • Hav materialet i tilgængelige formater som punktskrift, på en USB-nøgle eller hvis muligt, send præsentationen på mail forud for mødet/foredraget.
  • Nævn i præsentationen alt, hvad der bliver vist slides. Beskriv og forklar figurer og grafer.
  • I stedet for kun at pege på et interessant sted på siden, så forklar, hvad der er interessant.

Kontraster:

Der er to slags kontraster: lysstyrke og farve.

Den højeste kontrast i lysstyrke er mellem sort og hvid. Komplementærfarver giver den højeste farvekontrast – for eksempel rød og grøn. Det er ikke muligt at udpege en speciel farvekombination som den bedste, fordi menneskers syn er forskelligt.

Vær opmærksom på, at kontrasten på en slide skal komme fra lysstyrke og ikke fra farvestyrke af hensyn til farveblinde.

Brug mørke baggrundsfarver (lav lysstyrke) og brug lyse farver (høj LRV (Lys Refleksions Værdi)) til tekst.

Anbefaling:

  • Brug hvid tekst på mørkeblå eller sort baggrund eller sort tekst på en råhvid baggrund. Husk, at ren hvid baggrund kan blænde ubehageligt.
  • Undgå en flerfarvet baggrund. Hvis der skal være baggrundsbilleder, så brug en lav lysstyrke.
  • Tekst:
  • Kun enkelte linjer med tekst eller punktopstilling på hver slide.
  • Kun cirka 5-6 ord per linje.
  • Venstrestillet tekst.
  • Højst 6 linjers tekst med 1,5 linjeafstand på hver slide. Cirka 2,5 cm margin både højre og venstre og top og bund.
  • 48-punkts skriftstørrelse. Gå aldrig længere ned end til 32-punkts skriftstørrelse.
  • Undgå kun at bruge store bogstaver. Bland store og små bogstaver.
  • Undgå kursiv.
  • Aldrig mere end én skrifttype per slide.
  • Brug skrifttyper uden fødder (sans serif) - for eksempel Helvetica, Arial og Verdana - frem for Times New Roman.
  • Animation:
  • Brug animation så lidt som muligt. Hvis det er nødvendigt, så forklar indholdet og særligt vigtige/sjove/afgørende pointer i animationen.