4.5Digital information og kommunikation
Som alle øvrige samfundsborgere er blinde og svagsynede i stigende grad afhængige af adgang til digitaliseret information, hvis de skal følge med i udviklingen i den daglige kommunikation. Kommunikationen fra det offentlige, kommunikationen med banker, forretninger, firmaer og organisationer samt kommunikationen borgerne imellem forudsætter i stigende grad brug af enheder, der kommunikerer digitalt.
Elektronisk udstyr, som fx pc’er, smartphones og tablets, giver blinde og svagsynede – ligesom alle andre – adgang til digitaliseret information. Afhængig af fabrikat kan der være behov for at installere synskompenserende hjælpeprogrammer, så det er muligt at få teksten læst op, forstørret eller overført til et punktdisplay.
Der er væsentlig forskel på den adgang til information, der kan opnås via en skærmlæser, og den adgang, der skabes ved brug af online oplæsningstjenester på de enkelte hjemmesider. Sidstnævnte løsninger baseres på, at brugeren kan markere teksten, der ønskes læst højt, en funktion, der ikke er mulig for de fleste personer med et synshandicap. Ligeledes er digital information formidlet via billeder og grafiske opsætninger utilgængelige. En skærmlæser kan kort forklares som et program, som med udgangspunkt i de koder, som styrer præsentation af tekst på skærmen, kan omsætte teksten til et format, som via syntetisk tale kan oplæse teksten, så brugeren med et synshandicap kan anvende særlige kommandoer til at finde og vælge tekst som kan præsenteres på en måde, så den kan læses højt eller vises på et punktskriftdisplay.
De teknologiske muligheder for at skabe fuld, tilgængelig adgang til digital information er store og bliver stadigt større. Det kræver dog, at man overholder en række standarder i udviklings- og programmeringsfasen. I tråd med et øget fokus på ligestilling har EU i 2016 vedtaget et Web-direktiv, som over tid og i forskellige trin stiller krav til medlemslandene om at designe landenes offentlige hjemmesider og mobile applikationer (Apps) til at overholde den såkaldte WCAG standard v. 2,1 Disse krav til tilgængelig offentlig information og kommunikation i elektronisk form, som EU-landene har skullet leve op til fra september 2019, skal over de næste tre år udvides til også at gælde for nye Apps, allerede eksisterende hjemmesider og eksisterende Apps. Webdirektivet skal dermed sikre, at personer med et handicap, herunder blinde og stærkt svagsynede, kan nyde godt af de standarder, som er udviklet på globalt plan for at sikre adgang til information og bidrage til kommunikation til og fra offentlige myndigheder, som i dag forudsættes at være udgangspunktet for en smidig sagsbehandling, afgivelse af påkrævede oplysninger m.v. Det er forudsætningen for, at mennesker med synshandicap ikke går glip af vigtig information eller sættes bagerst i køen til service og offentlig betjening. Det bemærkes, at webdirektivet ikke gælder for alle myndigheder og offentlige områder og først fra 2025 er hjemmesider og apps fra private udbydere omfattet af direktivet.