5.1.1Adaptation og luminans

Adaptationen er øjets tilpasning til omgivelsernes lyse eller mørke flader (luminanser). Den foregår automatisk uden, at vi registrerer det.

Man kan ikke mærke, at nethindens følsomhed skifter, når man bevæger sig langsomt fra klart lys, som fx høj solskin (110.000 lux) over kontorlys (200-500 lux) til tusmørke (5-35 lux).

Efter 5-7 minutter har nethinden justeret sin følsomhed til disse store spring, så hjernen får de rigtige oplysninger om omgivelsernes form og placering.

Hvis pupillen ellers fungerer, skifter denne størrelse inden for få sekunder for at undgå farlige fejl i de 5-7 minutter, hvor nethinden får den rette følsomhed.

Den store og langsigtede indstilling står nethinden for.

Den hurtige omstilling, der forhindrer fatale fejl ved at gå fra lyst til mørkt eller omvendt, står pupillen for.

Er belysningen i et rum helt jævn med få kontraster og luminansspring, bliver rummet ”monotont”, ting bliver utydelige, og det bliver svært at se afstande og former.

Har lysfordelingen store og mellemstore forskelle fra lyst til mørkt, hjælpes nethinden i at udføre sit arbejde med at sende vigtige informationer til hjernen. (Hubert og Weizel 1988).

Nethindens grundfunktion er at skelne forskelle i lys og luminansniveauer, både ved 110.000 lux (solskin) og 2-500 lux (kontorer) og helt ned til 1-50 lux.

Det normale øje kan forholdsvist enkelt se forskelle ned 0,01 lux, som svarer til belysningen ved måneskin.

Nethinden fungerer ved hjælp af lysforskelle, ikke ved hjælp af det generelle lysstyrkeniveau, (antal lux), hvilket er vigtigt at huske, når man skal lave godt lys til svagsynede mennesker. Dette gælder i øvrigt også for normaltseende.

Lux kan ikke opfattes af øjet og kan måles med et luxmeter.

Luminans er det, øjet opfatter, og kan måles med et luminansmeter.