2.1.2Forskellige variationer og årsager

At være synshandicappet er ikke en tilstand, som kan beskrives med få ord eller som en bestemt tilstand. Der er mange forskellige forhold, der kan spille ind og ændre karakteren af den enkelte persons muligheder og forhold:

For det første kan synstabet antage alle grader fra et fuldstændigt tab til et mindre tab. Man taler i denne sammenhæng om blinde eller svagsynede.

En person med et synshandicap kan være blevet ramt af synsreduktionen fra fødslen, fra barnsben, i en voksen alder eller i en sen alder. De fleste personer med et synshandicap har mistet synet i en sen alder, og andelen af ældre borgere stiger, hvilket øger andelen af borgere med synshandicap i Danmark.

For personer med en synsrest er der uhyre mange nuancer, idet ikke bare skarpsynet kan være reduceret fra normalt syn til en hvilken som helst synsstyrke.

Ved nedsat synsstyrke kan det være umuligt at læse og se på længere afstand, mens man kan færdes nogenlunde frit. I modsætning hertil vil en person med kikkertsyn ofte have normalt læse- og afstandssyn, mens vedkommende ikke ser forhindringer nedad og til siderne, hvilket gør det meget svært at færdes.

Visse sygdomme indebærer foruden et synstab også en hørenedsættelse. Det er ikke svært at forestille sig de udfordringer, to meget reducerede sanser indebærer.

Endelig kan visse sygdomme medføre, at øjnene bliver meget lysfølsomme eller fungerer bedst i omgivelser med meget specielle lysforhold. Flertallet af personer med nedsat syn føler sig generet af skarpt lys, hvad enten det er sollys eller stærkt lys fra en kunstig lyskilde.

De fleste former for synshandicap skyldes øjensygdomme, hvoraf nogle forekommer meget almindelige, mens andre er meget sjældne.

Faktaboks

  • Synsevnen er sammensat af flere delfunktioner, f.eks. synsstyrke (skarpsyn eller centralsyn), perifert syn, farvesans, kontrastfølsomhed og mørkesyn.
  • Synsstyrken måles på afstand ved at læse symboler, oftest bogstaver i aftagende størrelse, og udtrykkes som en brøk, der angiver de mindste bogstaver, en person med normalt syn kan læse i den pågældende afstand, i forhold til den størrelse, testpersonen netop kan se. Synsprøven foretages med den bedst mulige brillekorrektion.
  • Eksempel: Hvis en svagsynet person i 6 meters afstand kan se, hvad en normalt seende kan se på 60 meters afstand, er synsbrøken 6/60. Dette betyder, at synsstyrken er reduceret til 10 procent eller 1/10 af normalsynet.
  • Også sidesynet kan være reduceret, hvilket kan måles ved en synsfeltsundersøgelse. Synsfeltet kan være reduceret helt ned til, at kun en lille central ø er bevaret, såkaldt kikkert- eller tunnelsyn.

Faktaboks

De almindeligste øjensygdomme i Danmark:

  • Grå stær (cataract), som er hyppigst hos ældre personer og i de fleste tilfælde kan opereres uden varig synsnedsættelse.
  • Aldersbetinget maculadegeneration (AMD), som især rammer ældre mennesker. Denne sygdom medfører en nedsættelse af centralsynet, hvilket især gør det vanskeligt eller umuligt at læse og at genkende mennesker på afstand.
  • Sukkersyge (diabetes) kan give øjenkomplikationer med nedsat synsstyrke, blødninger i øjet og evt. blindhed. Sygdommen er som livsstilssygdom i stærk fremmarch.
  • Grøn stær (glaucom), som er hyppigst blandt ældre, er kronisk, og medfører ofte varigt synstab, herunder indskrænkning af synsfeltet.
  • Nethindeløsning, som ganske vist kan opereres, men ofte efterlader varig synsnedsættelse.
  • Retinitis pigmentosa, en arvelig sygdom, som ikke indtil videre kan behandles, og som har et længerevarende forløb, der begynder med natteblindhed og fører til gradvis reduktion af det perifere syn og senere af nedsat centralsyn og evt. blindhed.

Ovenstående beskrivelse er ikke udtrykt i øjenlægelige termer, men er givet for at bibringe læseren en forståelse af, at synsnedsættelsen kan være af meget varierende omfang og karakter. Derfor kan det også være vanskeligt at forstå, hvad og hvor meget stærkt svagsynede egentlig kan se, og få et samlet overblik over, de mange forskelligartede behov og ønsker, stærkt svagsynede har for at håndtere dagligdags gøremål.