2.1.4Synshandicappet fra barndommen eller senere i livet

En person, som er blind eller stærkt svagsynet fra barneårene, har en mere omfattende erfaring i forhold til det at færdes og kommunikere ud fra non-visuelle forudsætninger, mens en person, som rammes af et synstab senere i livet, har en masse erfaringer med sig fra tiden før, for så vidt angår farver, perspektiv, personers udseende, non-verbal kommunikation, overblik over omgivelserne, f.eks. en bys struktur osv.

Mange tror, at personer med et synshandicap får skærpet de resterende sanser. Det kan diskuteres, idet der ikke sker nogen form for boost af de resterende sanser, men sanserne bruges helt naturligt mere intensivt, og erfaring og evnen til at kompensere betyder, at f.eks. lyde og lugte fortolkes i højere grad og bliver en vigtigere del af den synshandicappede persons arsenal af indtryk og registreringer. En person med et synshandicap vil ofte i højere grad bruge fingrene som en erstatning for øjnene til at orientere sig.

En person med et synshandicap opnår med andre ord ingen overnaturlige evner, men kan med tiden lære sig at lytte og føle sig frem til en række informationer om omgivelserne, f.eks. personers humør, gadens trafiktæthed, arten af forretninger i den umiddelbare nærhed, eller om det regner udenfor. Overflader aflæses med fingrene.

Forståelse af synshandicappedes behov for tilgængelighed

Et synligt handicap som at mangle et ben eller en arm er umiddelbart mere forståeligt end et synshandicap, der oftest vil være usynligt, fordi det rammer mekanismer og processer inde i øjnene.

En person med stærkt nedsat syn eller intet syn vil dog altid have et handicap, og stå over for hindringer og manglende muligheder i forhold til livsførelse og det omgivende samfund. Kompenserende hjælpemidler og bistand kan til en vis grad reducere barriererne, og personen med et handicap kan til en vis grad gøres selvhjulpen, men der vil altid være en praktisk grænse, som ikke kan overskrides, hvis der skal leves på egne præmisser med bevaret integritet.