6.3.9Belysning

Belysning er et vigtigt hjælpe- og virkemiddel for svagsynede til orientering i boligen. Det er derfor vigtigt, at vitale områder som indgangsparti og arbejdsrum som køkkener og baderum er godt belyst. Svagsynede skal kunne finde uhindret frem til de enkelte funktioner uden risiko for kollision og skader.

Dagslyset har en psykologisk betydning. Det er en vigtig lyskilde, der giver information om tid og vejr. Dagslyset bør derfor udnyttes bedst muligt.

Når en svagsynet person går ind i et rum, er det vigtigt, at han eller hun ikke bliver blændet af dagslyset eller lysopsætningen i rummet. Det kan f.eks. ske, når man forlader et svagt oplyst rum og går ind i et stærkt oplyst rum. Eller når man kommer fra stærkt solskin udefra og går ind i et svagt oplyst rum. Ved opførelse af boligbyggeri bør man derfor tilrettelægge forholdene sådan, at dagslyset udnyttes bedst muligt med mulighed for afskærmning, og bratte overgange fra lys til mørke undgås.

Ved indretning af belysning skal man tage hensyn til, at svagsynede har forskellig nytte af lyset. Nogle svagsynede har brug for meget lys for at udnytte synsresten optimalt, mens andre på grund af specielle øjensygdomme fungerer bedst med reduceret lys. Belysningen bør som følge deraf være så fleksibel og regulerbar som muligt. Lyskilder må ikke blænde, så der skal vælges belysningsarmaturer, hvor man ikke kan kikke direkte ind i lyskilden fra normal synsretning.

Det er generelt vigtigt, at man sikrer en god almenbelysning og særlig belysning af steder, hvor man skal kunne læse, notere eller lægge mærke til noget. Til brug for læse- eller skrivearbejde bør der være adgang til tilstrækkeligt med stikkontakter, så personer med synshandicap har mulighed for montering af særlig belysning, og opsætte flere lyskilder efter behov.

Ved placering af arbejdslamper bør der sørges for, at armaturet ikke afgiver for meget varme, da disse tit placeres tæt ved ansigtet og hyppigt skal indstilles i forhold til arbejdssituationen. Flytbare arbejdslamper og spotlys bør være den primære belysning og den almene belysning kun anvendes som supplement hertil.

Kombination af faste og flytbare belysningsarmaturer giver fleksibilitet, så den enkelte får mulighed for at vælge den rigtige løsning. Kombination af Uplight og punktbelysning giver mulighed for fleksibilitet. Standerlamper i form af Uplight, der lyser op mod loftet, har den fordel, at de kan flyttes hen, hvor aktiviteterne foregår, men man skal sørge for, at lyspletten i loftet ikke bliver så stærk, at den skaber ubehag.

Til variation af lyset kan der anvendes lysdæmper. Der findes skydelysdæmper, touchlysdæmper, og drejelysdæmper eller komplet styring som et IHC-system (Intelligent House Control-system), med energibesparelser i form af automatisk belysnings- og varmestyring. Systemet kan også bruges til overvågning, alarmering og fjernstyring via telefon eller computer. IHC-systemet kan tænde lyset automatisk via en bevægelsessensor.

Alle lyskilder skal være afskærmede og placeret således, at blænding undgås. Til almenbelysningen kan man med fordel anvende Uplight, loftet skal dog udføres i en lys farve, der ikke opsluger eller spejler lyset.

Lyskilder med gode farvegengivende egenskaber skal anvendes for at sikre, at farver og kontraster udnyttes bedst muligt. Se også afsnit 51.8 Farvegengivelse og synsskarphed.

Illustration af retningsorienteret belysning. Blind person følger retningsorienteret belysning langs væggen i et større rum.
Illustration af retningsorienteret belysning. Svagsynet person følger retningsorienteret belysning langs væggen i et større rum.

Anbefaling:

  • Alle lyskilder skal være afskærmede og placeret således, at blænding undgås.
  • Dagslyset kan dæmpes primært med hvide karme og sprosser, men også ved hjælp af gardiner, persienner (udendørs eller indendørs) eller markiser.
  • Lyskilder skal have gode farvegengivende egenskaber min Ra 96.
  • Anbefalet belysningsstyrke i gang og entré på ca. 200 lux er fint, men belysningsstyrken afhænger også af luminansen. Generelt som nævnt i Kap 3.3.1, altså 1:3-5: 10-40 stykker.
  • Anbefalet belysningsstyrke i opholdsrum mellem 50 i rummet og 2000 lux på arbejdsopgaven, det er 40:1 se kap.3.3.1
  • Anbefalet belysningsstyrke ved arbejdsplads (nærsynsopgaver) på 1500-3000 lux.
  • Anbefalet belysningsstyrke i soveværelse på 50 - 200 lux, dog 500-750 gerne 1-3000 lux i forbindelse med sengebelysning.
  • Anbefalet belysningsstyrke i badeværelse på 200 lux generelt, men 1-2000 lux ved spejlet.
  • Belysning i gang bør være retningsbestemt, så det understreger gangforløbet.
  • Der skal sikres god belysning de steder, hvor man skal kunne læse, notere eller lægge mærke til noget.
  • Der bør være adgang til tilstrækkeligt med stikkontakter med mulighed for montering af særlig belysning.
  • Der bør etableres en hovedafbryder ved indgangsdøren og ved soveværelset, hvorfra det er muligt at slukke alt lyset i boligen. Hovedafbryderen bør kunne tænde lyset igen til samme niveau, som før det blev slukket.