3.1(Korrekt afmærkning.) Et trygt fysisk miljø
De fysiske omgivelser er en væsentlig faktor, der spiller ind på den synshandicappedes mobilitet og evne til at færdes uden for hjemmet. Mobiliteten og muligheden for at kunne bevæge sig ligeværdigt som en normalt seende person afhænger af et grundigt kendskab til omgivelserne og disses indretning. Det er derfor af stor vigtighed, at det byggede miljø indrettes, så det er trygt og sikkert at færdes i for personer med et synshandicap.
Til sikring af et trygt fysisk miljø anvendes afmærkning. Korrekt afmærkning anvendes til at varsle potentielle forhindringer eller farer, og til at anvise et bestemt element eller en funktion, man skal være opmærksom på. Afmærkninger anvendes ligeledes til orientering og til at vise blinde eller svagsynede personer på rette vej.
For blinde personer er taktile afmærkninger væsentlige. Når taktile afmærkninger anvendes, skal de være så tydelige, at de kan mærkes med stok, gennem fodsåler, eller ved berøring med fingrene.
For svagsynede personer er kontraster mellem afmærkning og dennes omgivelser samt korrekt brug af farvesammensætninger og belysning ligeledes væsentligt.