3.7Niveauforskelle

Niveauforskelle som et enkelt trin, der ikke er varslet, en trappe for enden af en korridor eller en trappeskakt langs fortovet kan udgøre en potentiel fare for blinde og svagsynede mennesker.

Manglende niveauforskelle kan ligeledes udgøre en fare. En manglende kantsten mellem fortov og kørebane kan medføre, at personen med synshandicap fejlagtigt træder ud på kørebanen.

Uventede trin og større niveauforskelle må generelt ikke forekomme på gangbaner og adgangsveje. Hvis man er tvunget til at ændre niveauet, anbefales brug af rampe af hensyn til både orienterings- og bevægelseshandicappede.

Trapper, der er nødvendige for at passere højdeforskelle i terrænet, bør parallelforskydes med gangbaner, så de ikke kommer som en overraskelse for personen med synshandicap. Hvis sådanne forekommer, skal det sikres, at personen med synshandicap opdager trappen i tide, ved tydelig markering med et anlagt opmærksomhedsfelt oven for trappen. Det forudsættes, at der opsættes værn og/eller håndlister langs trappen. Læs mere om trapper. Eneste undtagelse fra denne regel er kantsten. Kantstenen er en meget vigtig markering, der fortæller personen med synshandicap, hvor overgangen mellem fortov og vej (eller mellem gangsti og cykelsti) findes.