4.1.2Layout

Layout handler om, hvordan en tekst er sat op. Her koncentrerer man sig ikke så meget om de enkelte skrifttyper, men mere om, hvordan disse er sat op på en side.

At kunne skaffe sig overblik over en tekstside er et vigtigt aspekt ved læseligheden. Også her er der særlige forhold, der gør sig gældende for blinde og svagsynede.

Linjelængden kan måles i antal anslag, millimeter eller pica (1 pica = ca. 4,22 mm). Men oftest bruger man den typografiske måleenhed Cicero (cic.) – 1 cic. = ca. 4,5 mm.

Mange læsere med et synshandicap foretrækker relativt korte linjer. Med korte linjer bliver øjenbevægelsen mindre og orienteringen bedre, og man mister ikke teksten ved linjeskift. Men linjer kan også blive så korte, at det bliver vanskeligt at læse lange ord, og dette bør undgås.

Det kan ikke undgås, at der er delte meninger om linjelængden. Nogle siger, at en linjelængde på mellem 50 og 65 tegn er ideelt. Denne målemetode har dog den fejl, at den ikke siger noget om linjens absolutte længde, idet denne vil afhænge af skriftsnit og -størrelse. De fleste måler derfor i stedet i cic., og med en linjelængde på mindst 15 og max. 30 cic. (omregnet til 67,5 – 135 mm) holder man sig inden for de almindeligt accepterede grænser.

På en A4-side er det derfor ofte en god idé at sætte teksten op i to spalter. Det vil gøre den forholdsvis let at læse for de fleste svagsynede.

Når man bruger spalter, skal man afgrænse linjerne meget tydeligt, og mellemrummet mellem spalterne skal være tilstrækkeligt markeret.

Det er også værd at bemærke, at spalter alene bør bruges i trykt tekst, ikke i elektronisk tekst, hvor de let kan skabe problemer i forhold til det kompenserende udstyr, der bruges til at læse den elektroniske tekst.

Skydning er en anden betegnelse for afstanden mellem linjerne. Normalt er afstanden fastsat efter det skriftsnit m.m., der er valgt. Man kan dog vælge at sætte en tekst med en anden skydning – altså en anden afstand mellem linjerne.

Afstanden imellem linjerne har betydning for, om teksten er let eller vanskelig at læse. Om der er brugt ét eller to punkts skydning, kan være af stor betydning for læseligheden. Overdrivelser er sjældent gode – en overdimensioneret linjeafstand vanskeliggør læsningen.

Mellemrummet mellem ord kan sættes i forskellig bredde. Da svagsynede læsere i visse tilfælde staver sig frem gennem teksten, kræver det så store mellemrum mellem ordene, at man let kan skelne, når det ene ord slutter, og det andet starter. Ordmellemrummene bør holdes konstante, og det er således bedst at vælge et layout med en løs bagkant – se mere under pkt. 1.1.2.5 Fast/løs bagkant.

Man kan vælge at variere afstanden mellem de enkelte bogstaver.

Dansk Blindesamfund anbefaler, at man overholder den standard, som er gældende for den enkelte skrifttype.

Hvis man bruger fast bagkant, bliver ordmellemrummene på linjen uensartede, da man justerer efter linjens længde. Dette skaber store variationer i ordmellemrummenes størrelse, således at de er for store i nogle linjer og for små i andre i den samme tekst.

Tekst med spatierede (udspærrede) bogstavmellemrum forstyrrer læseren og giver en ujævn læserytme.

Brugen af illustrationer, fotografier, tegneserier og diagrammer kan gøre beskeden tydeligere og materialet mere attraktivt. Man bør dog bruge disse virkemidler med beskrivelser og primært til at illustrere et forhold i en tekst eller lignende. Ved brug af en enkelt stregtegning kan man ofte opnå en tydeligere formidling af et budskab, end ved at bruge eksempelvis et fotografi med mange elementer.

Når der bruges illustrationer, skal man også overveje, hvor disse placeres i forhold til teksten. Billeder, der er gemt inde midt i en tekst, kan være meget forstyrrende for læsningen, og det kan være svært for svagsynede læsere at finde tilbage til den rigtige linje.

En overskrift fortæller noget om indholdet af en tekst, og i visse tekster har man også et lille indledende afsnit, der fremhæver essensen af indholdet i teksten. Det er en fordel for læsere med et synshandicap, at orienteringsteksten i form af overskrifter og mellemrubrikker og lignende er sat med en stor skrift, f.eks. 16-20 punkt, så den let skiller sig ud fra den øvrige tekst. Overskriften bør desuden være sat med en federe skrift end den almindelige tekst.

Understregninger bruges også ofte til at understrege en pointe eller fremhæve et tekstafsnit. Men understregning vanskeliggør læsningen af en tekst.