6.1.11Busstoppesteder

Det kan være en stor udfordring for mennesker med synshandicap at finde frem til busstoppesteder, finde indgangsdøren til bussen, læse trafikinformationerne og passere sikkert over cykelstier frem til en bushelle. Det er derfor vigtigt, at busstoppesteder er planlagt, så de er logisk placeret i forhold til fodgængertrafikken, det vil bl.a. sige ved vejkryds, og hvor stier tangerer busruterne. Det er ligeledes vigtigt, at der etableres en naturlig eller anlagt ledelinje frem til busstoppestederne, så de er til at lokalisere. Ledelinjerne skal være forbundet med en taktil belægning som anlagte retnings- og opmærksomhedsfelter, der leder frem til stoppestedet samt en eventuel læskærm, et skilt, der fortæller om bustiderne og indgangsdøren til bussen.

Der er stor fare for kollision med cyklister, når en person med et synshandicap skal krydse en cykelsti, der er placeret mellem bushellen og fortovet. Der sker desværre ofte sammenstød, og det øger usikkerheden og utrygheden hos blinde og svagsynede, der færdes i trafikken. Det er derfor et stort ønske fra Dansk Blindesamfund, at der etableres tydelig markering af overgange mellem bushellen og fortovet.

Der kan ved busstoppesteder, hvor der holder flere busser, opstå problemer med at identificere/vide, hvilken bus der holder ved stoppestedet eller holder længere fremme eller tilbage. De løsninger, som kan tilgodese bl.a. behovet for blinde og svagsynede buspassagerer kan bestå af udvendig annoncering af buslinje og destination på bussen.

Blind person på vej over cykelsti mod bushelle. Der er ingen markering af overgangen, og en cyklist nærmer sig.
Det kræver koncentration at krydse en cykelsti for at komme over til et busstoppested, når man er blind eller stærkt svagsynet.
Cykelsti ved busstoppested. Fotoet viser et eksempel på en markeret cykelsti, her markeret med store hvide felter for at gøre cyklisten opmærksom på, at der er en overgang.
Det kan være en hjælp for mennesker med synshandicap, at der er en markering på cykelstien, når man nærmer sig og passerer et busstoppested.

Anbefaling:

  • Busstoppesteder skal placeres logisk ved vejkryds, eller hvor stier tangerer busruter.
  • Stoppestedet skal markeres efter gældende retningslinjer i Færdselsarealer for alle, med et udlagt retningsfelt afsluttet med et opmærksomhedsfelt.
  • Der skal etableres naturlige eller anlagte ledelinjer frem til busstoppestedet, der tangerer retningsfelter og opmærksomhedsfelter.
  • Der skal etableres opmærksomheds- og retningsfelter ved alle overgange mellem bushellen og fortovet.
  • Der skal etableres fodgængerovergange med tilhørende vejskilt, på tværs af cykelstier mellem bushelle og fortov.
  • Der bør etableres skærpende foranstaltning, der gør opmærksomhed på overgangen, som taktile og mærkbare smalle vejstriber på cykelstien.
  • Der bør etableres ubetinget vigepligt før fodgængerovergangen.
  • For nærmere beskrivelse af etablering af tilgængelige stoppesteder se Færdselsarealer for alle kap. 3.4 Busstoppesteder.
  • På bussen bør der etableres udvendig annoncering af buslinje og destination.