6.1.2Natur- og parkstier

Indholdsfortegnelse

Det er en stor udfordring for personer med et synshandicap at færdes i naturen og i parker på egen hånd, der ikke som i bymiljøer har definerede rum og færdselsarealer, der kan understøtte blinde eller svagsynedes færden. Planlægning og udførelse af natur- og parkområder forudsætter derfor en særlig opmærksomhed for at sikre god tilgængelighed.

Personer med et synshandicap kan færdes trygt og sikkert og på lige fod med andre, når der er tilrettelagt og i særdeleshed er oplyst om tilgængelige stisystemer og adgangsveje frem mod eksempelvis bygninger, seværdigheder, hvilepladser, toiletter og kiosk. Det forudsætter en god planlægning og en tilgængelig adgang til information om forholdene.

Et tilgængeligt stisystem for blinde og svagsynede forudsætter en jævn og fast belægning der er fri for inventar, og planlagt og etableret med en integreret naturlig og brugbar ledelinjer. Stisystemer og adgangsveje bør planlægges med et orienteringsvenligt, logisk og enkelt forløb der så vidt muligt anlægges i rette vinkler, der letter orienteringen for personen med synshandicap. Det er især vigtigt at stikrydsninger udformes i rette vinkler, så blinde og svagsynede bliver opmærksomme på, at der er valgmuligheder i forløbet. Langs stiforløbet kan der gøres opmærksom på bænke, informationstavler indgange mm. ved hjælp af anlagte opmærksomhedsfelter.

Blind person går langs tilgængelig sti, hvor græskanten fungerer som naturlig ledelinje. — Kanten af en grussti i en park eller i et naturområde kan fungere som naturlig ledelinje. Stisystemer bør anlægges logisk og enkelt, så det letter orienteringen for mennesker med synshandicap.

Anbefaling:

Information om tilgængeligheden kan findes på f.eks. forvaltningens hjemmeside og/eller ved indgang til parken/naturområdet som god skiltning og gerne som reliefkort. Se afsnit 4.3 Skilte og orienteringstavler og afsnit 4.4 Tilgængelig udformning af taktile orienteringskort (reliefkort) og afsnit 4.5 Digital information og kommunikation.
Der etableres en jævn og fast belægning, der er fri for inventar.
Der etableres naturlige og brugbare ledelinjer.
Stisystemer og adgangsveje anlægges så vidt muligt i rette vinkler.
Der gøres opmærksom på bænke, informationstavler indgange mm. ved hjælp af anlagte opmærksomhedsfelter.
For at lette orienteringen for blinde og svagsynede og for andre, bør der skelnes mellem primære tilgængelige stier, der fører frem til hovedattraktioner, forskellige funktioner og øvrige eller sekundære stier.
For at tydeliggøre stisystemerne er det vigtigt at afgrænse dem fra øvrige arealer som skovbund, græsarealer, grus-belægninger, parkeringsarealer og cykelstier.
Stisystemer afgrænses ved en tydelig kantsten, følbar og tydelig belægningsskift, rækværk, stihegn eller lignende. Såkaldte "parkstakitter" i en højde på ca. 0,20 m må ikke anvendes til dette formål, da de er svære af registrere, og man kan snuble over dem. Etableres stihegn, bør det etableres med lukket bund eller med en liste eller et stokkeværn i højden 0,20 m, så det kan registreres og følges med den hvide stok.
Belægningskanter skal være mindst 5-8 cm i højden, så de kan registreres med den hvide stok, eller førerhunden kan følge den.
Græskanter skal være tydeligt markerede, helst skarpkantede, og være placeret op mod en jævn fast belagt sti eller flisebelægning, så de kan registreres med den hvide stok.
Etableres der gangbroer eller trædebelægning hen over vådområder, er det vigtigt, at der er håndlister og stokkeværn som naturlig ledelinje for blinde og svagsynede.
Håndlister med stokkeværn i 0,20 m’s højde etableres ved gangbroer eller trædebelægning.
Stier renholdes for sne og is, blade, kogler og kviste.
For at sikre god tilgængelighed bør der gennemføres regelmæssigt tilsyn og vedligeholdelse af stierne.

6.1.2.1 Beplantning

Beplantninger kan gøre gangbaner som stier, åbne pladser og parker mere attraktive. Mange træer, buske og planter tjener samtidig et godt formål for personer med et synshandicap, idet de kan anvendes til at orientere sig efter via deres duft, farve, form og eventuelle lyd, når vinden rusker i vegetationen. Men beplantningen skal placeres og vedligeholdes, så grene ikke hænger ud over fortove eller gangstier, så den gående kan få grene i øjnene. Nedfaldne blade, kogler, nødder etc. kan give problemer for gående, hvis de ligger på en gangbane, da de kan gøre overfladen glat og farlig at gå på. Træer og buske skal derfor vælges ud fra det kriterium, at de ikke kræver for meget vedligeholdelse.

Illustration af person, der går under et træ. Afstand på 2,2 m til underside af trækronen er markeret. — Beplantninger, der vokser langs fortov og offentlige stier, skal være beskåret, så der er en frihøjde under grene på mindst 2,2 meter. Derved undgår man som blind eller svagsynet at gå ind i lavthængende grene.

Anbefaling:

Træer, buske og planter placeres, så de hjælper blinde og svagsynede med orientering
Frihøjde under grene fra trækroner skal være mindst 2,2 m over gangbanen
Gangbaner friholdes for blade, kogler, nødder mm.

6.1.2.2 Tydelige belægningsforskelle

Valg af belægningstyper, herunder korrekt sammensætning, udlægning og vedligeholdelse er væsentlig for tilgængeligheden. Bevidst valg af farver, kontraster, overfladestruktur og taktil følbarhed, sågar akustiske refleksioner kan hjælpe blinde og svagsynede med at orientere sig og føle sig trygge. Jo flere af disse parametre, der er korrekt indarbejdet i belægningen, jo bedre er tilgængelighed for denne brugergruppe.

Farvekontrast og skift i belægningsoverfladen som naturlige og anlagte ledelinjer kan anvendes til at vise vej, lede i en bestemt retning eller angive et retningsskift. Det klassiske ”københavner-fortov” er et typisk eksempel på en belægningsform med gode kontraster. Her er en række chaussésten placeret imellem to betonfliser. Det er således muligt både at skelne kontrasten mellem stenene med synet og med fødderne, og den hvide stok kan bruge rækken af chaussésten som en ledelinje.

Anlagte opmærksomhedsfelter med farvekontrast til den øvrige belægning bør anvendes ved markering af indgange, ved retningsskift, trapper og trin, orienteringspunkter som skilte, reliefkort og ud for elevatorer og lifte. Det anlagte opmærksomhedsfelt lever op til Dansk Blindesamfunds ønske om tydelig følbarhed.

Anbefaling:

Taktil overflade med farvekontrast anlægges som hjælp til orienteringen.
Anlagte opmærksomhedsfelter anvendes ved markering af indgange, ved retningsskift, trapper og trinforkanter, orienteringspunkter som skilte, reliefkort og ud for elevatorer og lifte.
Chaussésten, brosten eller anden taktil belægning bør ikke anvendes som opmærksomhedsfelt, da de erfaringsmæssigt ikke er følbare nok. Se mere om anlagte opmærksomhedsfelter i afsnit 6.1.18.6.