6.1.6Kombinerede cykel- og gangstier

Personer med et synshandicap har mange udfordringer med kombinerede cykel- og gangstier. Cyklisten har "overtaget" på grund af sin fart og kan let trænge den gående ind til siden. Cyklisterne høres næsten ikke, og det gør, at mødet mellem blinde/svagsynede og cyklister kan blive farligt - faktisk for begge parter. Kombinerede cykel- og gangstier skal derfor så vidt muligt undgås og kun anvendes, hvor cykel- og gangtrafikken er af begrænset omfang, og hvor det ikke er muligt at anvende en anden løsning, fordi pladsforholdene er begrænsede.

Kantsten mellem fortov og cykelsti er langt at foretrække og letter orienteringen for blinde og personer med nedsat syn og øger trygheden for blandt andet ældre.

Anbefaling:

  • Hvis kombinerede cykel- og gangstier absolut anlægges, ønsker Dansk Blindesamfund at der etableres en tydelig afgrænsning mellem fodgængerareal og cykelsti i form af en markant taktil belægning på mindst 30 cm, med en tydelig farve-/tonekontrast til den omgivende belægning mellem cykel- og gangdelen.
  • Hvis kombinerede cykel- og gangstier absolut anlægges, ønsker Dansk Blindesamfund at der etableres en afgrænsning i form af en græsrabat, rækværk/værn eller håndlister med stokkeværn.